Nykøbing Sjælland

Ferie-i-Nykobing-sj.png

For mig er området omkring Nykøbing Sjælland sommerferieland. Jeg kom der som barn, og da jeg fandt tilbage dertil som ung voksen, så fik jeg sådan en fantastisk følelse af at komme hjem. Jeg har været der en del som voksen i min venindes sommerhus, og vi har også været der flere gange som familie. Jeg elsker det område, og vælger vi nogensinde at købe et sommerhus, så er der ingen tvivl om, at det bliver i Nykøbing Sjælland.

Vi har boet i forskellige sommerhuse fra Vesterlyng til Asnæs, og det er helt bestemt området omkring Rørvigvej, der er det rigtige for os. Vesterlyng og Østerlyng har den helt rigtige sommerhusfølelse for os. Selv Spar Købmanden på Rørvigvej betyder ferie for mig. Og så er der ikke ret langt til alt det, som vi elsker. Stranden, Nykøbing, Rørvig, Hov vig osv. Vi tager på rigtig mange mikroeventyr, når vi er der, der er stort set ingen dage, hvor vi ikke er på en lille tur. Det kan være et smut til Rørvig havn og fiske krabber og købe fisk, en kort vandretur ved Klintebjerg, hvor vi kan stable sten, en tur til Nykøbing by for at handle eller en tur i biografen i Vig, hvis vejret driller.

Nykøbing Sjælland by

Jeg husker tydeligt som barn, den dag i Nykøbing by, jeg blev væk fra min mor. Jeg var måske 5 år, og halv højde af alle de mennesker, der gik omkring mig. Solen skinnede, jeg havde sommerkjole på, og jeg kunne ikke finde min mor. Jeg har lidt på fornemmelsen, at jeg var væk i ca 4 sekunder, men det føltes som en evighed. Jeg satte mig på en kantsten og ventede. Min mor fandt mig ganske ubekymret, så måske var hun mere væk for mig, end jeg var for hende.

Der er rigtig mange mennesker i Nykøbing by på sådan en sommerdag, til gengæld er der mere eller mindre tomt, så snart vi er ude for højsæsonerne. Begge dele har sin charme, men det liv der er på en solskinsdag i forår og sommer er så dejligt. Byen ligner sig selv fra da jeg var barn, og alligevel ikke. I løbet af de seneste år har byen fornyet sig en del i forhold til at sælge håndværk og lokalproduceret varer. Lokalkompagniet på Algade er et smukt eksempel på, hvordan lokale drivkrafter kan slå sig sammen om et projekt, der i den grad viser Oddsherred fra sin fineste side.

I Lokalkompagniet kan man købe alt fra keramik til spegepølser, alt lavet af lokale folk og af lokale produkter. Der er et helt Oddsherred stel, der er smukke figurer og fine tekstiler. Chokolade og vin kan man selvfølgelig også købe. Og man kan slå sig ned med kaffe og kage og tage et spil backgammon på en grå regnvejrsdag. Bagerst i butikken finder man den fineste restaurant, meget enkel og rustik, med et lille menukort tilpasset årstiden. Her har jeg spist den bedste cheesecake, jeg nogensinde har smagt. De varmeste anbefalinger herfra til Lokalkompagniet.

Ellers ligner byen nok meget andre byer, der har høj og lavsæsoner. Der er isenkræmmeren, supermarkeder, bageren, legetøjsbutikken, bodegaen med livemusik, pizzeriaet, tøjbutikkerne og meget mere. En fin lille by.

Rørvig og Røvig Havn

Skinner solen, så er det på Rørvig havn folk samles. Havnen er ikke ret stor, men man kan få forbløffende mange timer til at gå her. Noget vi bruger lang tid på, er at fiske efter krabber. Vores børn er blevet så store nu, at de vil det meste selv, og de finder hurtigt nogle andre børn at slå sig sammen med. Fiskehandleren er altid flink til at sætte fiskerester ud, som børnene kan bruge som madding. Og har man ikke selv en krabbestang og en spand med, så kan man låne det for et beskedent beløb i pant på havnen.

Vil man spise på havnen, så er der et par muligheder. Der er fiskehandlerens egne friske varer, det er virkelig lækre sager. Så er der restauranten ved siden af, som er tilknyttet fiskehandleren, men skal jeg være helt ærlig, så er det ikke pengene værd. Jeg begriber ikke, at de ikke gør det bedre. Måske fordi vi ofte køber noget der alligevel, og betaler overpris for det, fordi det er rart og hyggeligt at sidde der, mens maden er ikke noget at skrive hjem om. Det er halvfabrikata lavet i en fart. Og med en så dejlig fiskehandler lige ved siden af, så kan man bare undrer sig.

Der er også den nye fiskebuffet. Den har vi ikke prøvet, og det var heller ikke noget, vi blev draget af, men prisen ser rimelig ud, og de havde da en del gæster.

Og så er der selvfølgelig en havnegrill, hvor man kan købe en hotdog, en halv grillkylling, soft ice osv. Vi køber is der, men ellers ikke noget. Der er altid masser af mennesker. Jeg mistænker, det er af samme grund som på restauranten, nemlig at folk spiser det, fordi det er der, og ikke fordi, det er en fantastisk oplevelse.

Havnen har generelt en rar og hyggelig stemning, vi elsker at være der, men jeg ville ønske, der skete lidt på madfronten. Så ville vi helt bestemt spise der oftere.

I løbet af sommeren og andre højsæsoner kan det godt betale sig, at holde øje med den lokale kalender, der sker en del på Rørvig havn og andre steder i Oddsherred.

Resten af Rørvig finder man primært langs Rørvigvej. Her ligger et par små virkelig fine butikker, et par spisesteder, en dessertcafé, som jeg er svært begejstret for. Der er også minigolf, brændeovne og andet godt til salg. Når man kommer frem til Spar Købmanden, så er man kommet på den anden side af Rørvig. Inden man når så langt, så husk også, at på Østergade 5, en sidegade til Rørvigvej, ligger Rørvig Slagteren, som er vældig populær.

Fortsætter man i retningen mod slagteren, nemlig mod Nakke, så kommer man til Maarbjergaard, en lille økologisk restaurant, som er toppen af dansk sommeridyl. Den ligger simpelthen i så fine omgivelser, og samtidig er maden skøn og hjemmelavet. Jeg kan kun anbefale et besøg!

Sommerferie-i-Nykobing- Sjaelland.png

Børnevenlige strande i Oddsherred

Der er virkelig mange gode skønne strande i hele Oddsherrede, vores favoritter er dem, der ligger mest nordligt i Hesseløbugten. Igen er det i området ved Vesterlyng og til begge sider, vi foretrækker. Men når det er sagt, så er strandene i Sejrøbugten altså også fine. Der er mange flotte naturområder på vej til stranden, så snyd ikke jer selv for at gå ture omkring strandene.

Flere af strandene er flere gange kåret som Danmarks bedste og mest børnevenlige strande. Mange af områderne er fredet, så derfor finder man ikke isboder og kaffebarer i strandkanten. Det ville være dejligt ind i mellem, men vi undværer det fint, og så får det ikke så meget fokus fra vores børn, som det eller ville, hvis man kunne købe både det ene og det andet.

Sommerland Sjælland for hele familien

En af de helt store børnefavoritter er selvfølgelig Sommerland Sjælland. Og helt ærligt, så er det også vi voksnes favorit, når det kommer til forlystelsesparker i Danmark. Området er virkelig stort, og derfor føles det aldrig trangt, som det kan gøre andre steder. Der er store grønne områder, hvor man kan spise sin medbragte mad, men er man mere til at købe maden, så er der et nogenlunde udvalg. Da vi var der i sommeren 2016, var der slået et telt op i juli, hvor man kunne købe lokal frisklavet mad. Teltet hed Smagen af sommer, og jeg håber, de vender tilbage. Vi havde selv mad med, så vi fik desværre ikke købt noget, men det duftede så godt!

 

Det var børn og forlystelser, jeg kom fra. Forlystelserne i Sommerland Sjælland ligger spredt godt, og der er både noget til små og store. Nogle forlystelser er helt enkle, som at hoppe på trampolin eller grave efter ægte guld. Det er en rigtig hyggelig form for forlystelser, og i stedet for at bruge lang tid på at stå i kø til en forlystelse, der varer 1,5 minut, så bruger vi tiden på noget sjovt sammen.

Jeg kan varmt anbefale en tur i Sommerland Sjælland. Både for helt små og dem der er noget større. Vi bruger altid en hel dag med en masse indlagte pauser i græsset. Husk at man kan leje en trækvogn ved indgangen, men på de varme sommerdage, skal man komme i rimelig god tid, for at få fat i dem. Og en sidste ting, der kan godt være kø ved indkørslen i højsæsonen.

Vig Festival med børn

I sommeren 2016 lejede vi et sommerhus samtidig med der var Vig festival. Vi havde aldrig været på Vig festival før, men hvad jeg kunne læse mig frem til, så var det en ret børnevenlig festival. Vi har selv kun været på Roskilde festival, og her er klientellet noget anderledes, så vi var spændte. Vi tænkte bare, det kunne være en sjov oplevelse for børnene. Og DET var det! De fik en på opleveren.

Vi købte en endagsbillet på en dag, hvor der var et godt musikprogram, hvor også børnene kendte noget. Så den dag vi var der, hørte vi MGP All Stars, Sofie Østergaard fra Ramasjang lavede danseshow (hvor en vis far blev trukket op på scenen), vi hørte Lars H.U.G., Kim Larsen og Minds off ´99. Det hele var rigtig godt og fint. Der var god lyd, god plads og godt vejr.

Desuden er der et helt område dedikeret til børn, hvor der foregår alle mulige aktiviteter. Trampolinspring, Lego konkurrence, ballondyr, kreativt område og meget mere. Det var faktisk rigtig fint for to på 8, og alle børn virkede glade.

Til vores store glæde fik vi også god mad. Vi spiste en burger hos René Diff, hvor vi delte bord med skuespilleren Allan Olsen, til stor begejstring for vores unger, der kender ham fra Karla filmene. Senere spiste vi noget wokmad, der smagte helt ok. Udvalget af mad på Vig festivallen var ganske udmærket, priserne rimelige og køerne overskuelige. Vi havde i det hele taget en rigtig dejlig dag. Vores søn går stadig rundt med sit armbånd fra den dag, for han synes, det var så sjovt, og de drømmer begge om, at vende tilbage igen.

Familieferie-i-Nykobing-sj.png

Naturen i Oddsherred

Naturen er så stor, smuk og varierende, at vi aldrig bliver trætte af den. Vi elsker at være i naturen, og det der er så dejligt ved Rørvig og resten af Oddsherred er, at der er så mange forskellige steder. Steder som Skansehage og Korshage, Hov vig fuglereservat, sandflugtsplantagen, Vejrhøj, Klintebjerg osv, er steder vi gang på gang vender tilbage. Der er så mange steder, man kan gå både korte og lange ture. Korshage er en af mine favoritter, for jeg elsker de store lyngområder.

Desuden er Oddsherred med i det fine selskab af UNESCO´s Global Geopark, fordi landskabet og naturen er noget ganske særligt på de kanter. Jeg håber, I vil tage min anbefaling, og lægge vejen forbi de kanter.

Jeg kan godt se, jeg har lavet en lang rosende tale om Nykøbing Sjælland, Rørvig og Oddsherred, men helt ærligt, så er jeg og bare tosset med det område, og jeg glæder mig altid, til vi skal tilbage igen.